Under det talrige Publikums stille Forventning udførte Orkesteret Ouverturen, Edvard Griegs Komposititon, ligesom den øvrige Musik til Stykket; den indeholdt flere karakteristiske, stemningsrige Enkeltheder som løfterigt Program for Stykkets øvrige musikalske Del, om den end ikke paa noget enkelt Sted hævede sig til noget stærkere Billede af slaaende Virkning.
...
I anden Akt gaves først Fjeldscenen med den røvede Brud og derpaa Sceneforandringer, der viste det ene glimrende Høifjeldsbillede efter det andet, Scenen mellem Aase og Indflytterfolkene samt Peers Møde med Sæterjenterne. I denne sidste Scene var Griegs Musik af overordentlig Virkning og karakteristisk Skjønhed. Man hører Sæterjenternes Raab klinge mellem hverandre som en underlig tonende Huldrelok allerede før de træder frem og bedaarende omhvirvler Peer Gynt med sin Sang og sin Dans. Musikens forunderlig huldreagtige Klang gjorde denne "Sæterjentescene" mere overnaturlig, fremmed og mindre stødende cynisk, end den fremtræder ved Stykkets Læsning, og hertil bidrog maaske ogsaa, at Scenens Repliker i Sangen mindre forstodes i Overensstemmelse med Regelen: "hvad man ikke kan sige, synger man". Den følgende Scene hos Dovregubben brillerede ved glimrende Udstyr og godt Spil, ligesom ogsaa Griegs Musik var meget smuk.
