Peer har fulgt med den grønnkledte til hennes fars slott - en trollhule i fjellet. For å kunne ekte henne må Peer bli som trollene og se verden på deres måte. Dette kreves at han skjæres i øyet så han kan se alt skjevt, men en Peer vil typisk nok ikke overgi seg så totalt. Dette får trollene til å rase:
DOVREGUBBEN. Nu bliver jeg, sandt for Udyden, vred;
og da er jeg ikke till at gantes med.
Du dagblakke Pilt! Ved du hvem jeg er?
Først saa kommer du min Datter for nær -
PEER GYNT. Det er Løgn i din Hals!
DOVREGUBBEN. Du maa hende ægte.
PEER GYNT. Tør du sige mig paa, at -?
DOVREGUBBEN. Hvad? Kan du nægte,
hun var i din Attraa og i din Begjær?
PEER GYNT (blæser). Ikke andet? Hvem Fanden hænger sig i sligt?
DOVREGUBBEN. Mennesket blir sig dog altid ligt.
Aanden bekjender I alle med Kjæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med Næverne.
Saa du mener, at Attraaen intet gjælder?
Vent; du skal snart faa Syn for Sagn -
PEER GYNT. Du fisker mig ikke med Løgnens Agn!
DEN GRØNKLÆDTE. Min Peer, du er Faer før Aaret hælder.
5.1.98